Klunsetur


Opgavebeskrivelse

En klunser er ifølge ordbogen ”en person der samler gammelt tøj (kluns), papir, metal og andet affald fra velfærdssamfundet”.
Ideen med denne opgave er at eleverne skal lave klunselister og efterfølgende samler ind efter dem. Strækningen afpasses elevernes alder. Med udgangspunkt i at hver elev har sin baggrund og dermed sit perspektiv, skal eleverne diskutere, vægte og blive enige om indholdet i en klunseliste.
Denne opgave kan med fordel bruges i sammenhæng med andre opgaver på en tur ved Vadehavet.

 

Mål

  • At styrke evnen til at kunne diskutere med respekt for hinandens baggrund og synspunkter
  • At lytte aktivt og bruge talesproget i samtale og samarbejde
  • At elevernes danner sig en mening om hvad der et væsentligt i en bestemt sammenhæng
  • At opnå en evne til at bevæge sig i landskabet
  • At opnå evnen til at være opmærksom og kunne fokusere

 

Årstid

Hele året
 
Tidsforbrug

1 lektion til introduktion + turen ude + minimum 2 lektioner til præsentation. 
 
Sådan gør du

Introducer begrebet klunseri og lad efterfølgende eleverne lave klunselister i grupper. Når I kommer ud for at samle ting fra listen kan det være en god ide at dele området op, så hver gruppe får sit eget område.


En klunseliste med ting, man kan finde i naturen fx:

  • Noget smukt
  • Noget rundt
  • Fem stykker affald
  • Fem forskellige slags blade
  • Noget grimt
  • Noget giftigt
  • Noget spiseligt
  • Noget hårdt
  • Noget blødt
  • Noget levende
  • Noget dødt
  • Noget fra dyreriget
  • Noget fra planteriget….

 

En klunseliste om træer:

Klunselisten beskriver kort, hvad eleverne skal samle af kendetegn, som de kan bruge til at beskrive ”deres” træ.

  • Et stykke bark eller et gnidetryk af barken.
  • En lille kvist med knopper der klippes af
  • Et blad nogle af de forskellige træers frugter eller frugtstande
  • En fingertyk gren der har samme længde som træets omkreds i 1 meters højde (en for hvert træ)
  • En blomst fra træet
  • Et stykke træ på ca. 20 cm til at iagttage veddet (træets indre)
  • En tegning af træets kontur (omrids når man ser på hele træet).


Når eleverne har været ude og samle det, som står på listen, kan I hjemme i klassen tage en snak om det, der er fundet. Er der nogle af fundene, der kan opfylde flere kriterier? Hvad fortæller fundene om det sted, hvor I var været?
Til sidst kan laves en dekorativ udstilling i klassen eller på skolen med alle fundene eller gruppernes fund kan fotograferes og lægges ind i "klasseværelset" så andre kan se, hvad I har fundet.
 
Forberedelse
Find papir til at skrive klunselister på og evt. et kamera.
 
Besøgsmuligheder
Vadehavet og baglandet