Arkæologiens Vadehav

Marskbønder, stormænd og søfolk på 

kanten af den store verden

De fede marskenge er nøglen til forståelsen af Vadehavets rige arkæologi. De endeløse grønne vidder blev afgræsset af store dyreflokke. Det er baggrunden for, at Vadehavsegnene var tæt befolkede i ældre tid. Fremmede købmænd besejlede allerede i jernalderen Vadehavets kyster og bragte mange nye strømninger med sig.

I stenalderen fandtes Vadehavet ikke. Det landområde, vi i dag kalder Danmark, så dengang helt anderledes ud, men landsænkning og havstigninger har siden da forandret forholdet mellem land og vand radikalt. Hovedtrækkene i udviklingen har været, at det sydvestjyske landskab langsomt er sunket, mens havniveauet langsomt er steget. 

Hele Nordsøbassinet var i den ældre jægerstenalder landfast med England, og datidens mennesker jagede urokser og kronvildt på de store flodsletter, som i dag ligger på havets bund. En gang imellem går der en hjortetaksøkse eller et andet oldgammelt redskab i fiskernes net ude på Nordsøen – den blev tabt på tørt land, i dag står der 50 m vand. En sjælden gang findes også ilandskyllede stenalderredskaber på Vadehavskysterne.

Havet steg igennem stenalderen, og da vi blev bønder omkring år 4000 f.Kr. lå kystlinjen kun lidt vest for det som i dag er de danske Vadehavsøer, Fanø, Mandø og Rømø. Men langsomt steg vandet op over de første bønders landskaber. I de flade kystegne aflejrede tidevandet frugtbart klæg-ler, som ganske langsomt voksede i højden i takt med den generelle landsænkning og havets gentagne oversvømmelser. De tabte stenaldermarker ligger i dag forseglet under marskklægens jævne flader, og er ikke lette at finde. Men enkelte gange er der i de danske marskegne lokaliseret både jættestuer og stendysser fra bondestenalderens tragtbægerkultur, som lå helt overvoksede af klægdannelser. Præcis hvornår stenalderbønderne blev fordrevet af havet er svært at sige med sikkerhed, men kulstof 14-dateringer fra de forseglede flader under marsk klægen tyder på, at dannelsen af det marsklandskab, vi kender i dag, tog fart i bronzealderen. 

Okholmbebyggelsen. Samlet plan over udgravningerne i 1990’erne og 2015. Med lyseblå streg ses de tre langhuse fra 8. århundrede. Markeret med rød ring ses de to brønde (den ældste er nordligst). De 20 grubehuse fra 7.-9. århundrede er farvet pink. Tegning: Museum Vest.

Bønderne og deres gårde 

Havets gentagne oversvømmelser i kystegnene førte med tiden til dannelsen af de fede marskenge. De endeløse græsningsarealer gav grobund for et stort dyrehold, som igen kunne ernære mange mennesker. Fra jernalderen og frem var marskegnene tæt beboede, og de arkæologiske spor efter bøndernes gårde er nu mange. I det danske Vadehav synes bønderne i jernalderen altid at have bosat sig på geestranden, altså hvor marsken møder det tørre, lidt højere land. 

Bøndernes gårde var stråtækte og bygget af træ og med lerklinede vægge. De bærende stolper i husene var gravet ned i jorden. Disse stolpehuller kan udgraves og giver os mange oplysninger om både husbyggeriets udvikling, gårdenes økonomi og beboernes sociale status. I lidt sjældnere tilfælde kan vi også finde de første marskbønders grave. I den ældste del af jernalderen var gårdene beskedne langhuse, omkring 5 m brede og 10-15 m lange. I østenden findes nogle gange spor efter båse skillerum, hvor dyr kunne stå opstaldet. Disse små gårde lå spredt i landskabet. Nogle var enkeltgårde, mens andre kan have indgået i en spredt landsbystruktur. 

Marskgårdene voksede i størrelse igennem jernalderen og omkring 200 e.Kr. udvikles en ny byggeskik, hvor både husenes vægge og gårdenes hegn konstrueres af jordgravet tømmer. Stolpe hullerne efter disse gårde giver præcise oplysninger om gårdenes planløsning og et typisk træk var, at gårdene var omgivet af langstrakte hegnsbygninger, som kan have været hølader. Hovedbygningerne kan nu være over 50 m lange, og på landsbytofterne findes ofte små nedgravede arbejdshytter, som kaldes for grubehuse. 

Stormænd og købmænd 

Jernalderens samfund var klassedelt, og stormænd har behersket større eller mindre landområder langs Vadehavet. Ved lokaliteten Dankirke syd for Ribe er udgravet en fornem jernalderhal, hvor stormanden har holdt gæstebud inden huset brændte omkring år 500. 

Fundene viser, at fremmede købmænd besejlede det danske Vadehav, og vraget af det oprindelig over 20 m lange Gredstedbro-skib fra 600-årene, fundet langt oppe ad Kongeåen, viser at datidens skibsbyggeri var højt udviklet. 

Dankirke blev afløst af Okholmbebyggelsen, det område hvor Vadehavscentret ligger i dag. I 1990’erne og igen i 2015 udgravede arkæologer fra Sydvestjyske Museer i dette område. Okholmbebyggelsen opstod allerede i 602 e.Kr., og i træet fra brønden kunne man se, at man har vedligeholdt brønden helt op til 745 e.Kr. En anden brønd var ældre end år 900. Stolpehuller fra middelalderbebyggelse fører Okholm op til at området har været beboet også i det 13. århundrede. Fund af perler, glas, tildannet rav, slagger fra jernproduktion, vævevægte, keramik fra Rhinegnene og mønter fundet i de 20 grubehuse, som var datidens værksted, vidner alt sammen om stor aktivitet. Okholm var sandsynligvis en markedsplads før det store marked i Ribe.

Omkring år 700 e.Kr. grundlagdes handelspladsen Ribe som den første af sin art i Norden. Den tidlige bys centrale element var en markedsplads ved åen, hvor dygtige håndværkere fremstillede glasperler, bronzesmykker, hjortetakskamme, ravsmykker, våben og meget andet. Hovedparten af de tilrejsende købmænd var kristne og allerede ved 800-tallet midte fik missionæren Ansgar kongelig tilladelse til at rejse en kirke i Ribe. Udgravninger ved Ribe Domkirke tyder på, at det virkelig var her Ansgar rejste sin kirke mere end 100 år før landets officielle overgang til kristendommen omkring år 965. 

Værfter 

Igennem jernalder og vikingetid voksede marskarealerne, og ved Ballum og Tønder valgte bønderne at flytte ud i marsken og bosætte sig på kunstige forhøjninger af opgravet klægler, såkaldte værfter. De findes kun i den sydlige del af det danske Vadehav med bebyggelsen Misthusum ved Skærbæk som det nordligste eksempel. På disse beskedne forhøjninger levede bønderne midt i marsken med havet som nærmeste nabo. 

Bosættelsesmønsteret i marsken tyder ikke på, at stormfloder var almindeligt forekommende før i 1300-tallet. Herefter forekom de til gengæld jævnligt og har gennem årene kostet mange liv og ført til opgivelse af tidligere værfter og landsbyer. Ved Gl. Hviding syd for Ribe er udgravet storgårde fra 1000-tallet, som var overgroet af marskdannelser. 

Marskens gårde i nyere tid 

Også i middelalder og nyere tid var marskegnene tæt bebyggede. Gårdene udviklede sig med tiden til bindingsværksbygninger, som der endnu i 1900-tallet stod mange af i marsklandsbyerne. Men allerede fra 1600-tallet rejste bønderne grundmurede bygninger af de karakteristiske mørke klægsten, som endnu pryder de ældste bevarede gårdes murværk.

Skrevet af Morten Søvsø, Sydvestjyske Museer & Lene B. Frandsen, Museet for Varde By og Omegn (2013). Redigeret af Klaus Melbye, Vadehavscentret (2025).