Atlantvolden ved Vadehavet

Atlantvolden ved Vadehavet 

- et forsvar af beton

Langs hele Vadehavskysten finder du rester af Hitlers Atlantvold. De mange bunkere var i Anden Verdenskrig brikker i et tysk kystforsvar, der strakte sig fra Nordkap til Pyrenæerne. I Vadehavsområdet kan du finde mange forskellige stillinger, især på Rømø, Fanø, omkring Esbjerg og ved Blåvand. 

Tirpitz-stillingen ved Blåvand 

Ved Blåvand, med udsigt til indsejlingen til Esbjerg, ligger den store Tirpitz-stilling med to enorme kanon-bunkere. Sammen med batteriet i Hanstholm var stillingen tænkt som det største kystbatteri i Danmark. Bunkeranlægget skulle være taget i brug i september 1945, men nåede ikke blive bygget færdig før krigen var slut. 

Tirpitz skulle sammen med stillingerne på Fanø beskytte indsejlingen til Esbjerg, der var et strategisk knudepunkt for besættelsesmagten. Stillingens fire store skibskanoner, med en rækkevidde på 55 km, skulle dække området fra Nymindegab til Fanø, men ved kapitulationen lå de enorme kanonrør stadig på Guldager station ved Esbjerg. 

Efter krigen blev bunkerne afspærret og anvendt af Forsvaret til forsøgssprængninger. Den sydlige bunker blev udgravet og gjort til museum i 1991. 

Hovedkvarterer i Esbjerg 

Esbjerg og Fanø var et af de mest befæstede områder i Danmark under Anden verdenskrig, med omkring 1.200 opførte bunkere. Esbjerg havde den eneste havn, som kunne bruges ved en allieret invasion, og var derfor et vigtigt støttepunkt for besættelsesmagten. 

Hovedkvarteret for luftvåbenet lå i Strandskoven i Esbjerg, i en meget stor bunker 6 meter under jorden. Under besættelsen fungerede den ikke kun som kommandobunker for luftforsvaret, men også for alt tysk artilleri i området. Over jorden er et 15 meter højt tårn, hvor der var anbragt en kikkert. I bunkeren kunne både fly, skibe og troppebevægelser overvåges i det vestjyske område. Mandskabet til kommandobunkeren boede rundt om den underjordiske bunker i 6 mandskabsbunkere, hver med plads til 20 mand.

Hovedkvarteret for den tyske marine blev først indrettet i det nu nedrevne Hotel Royal i Esbjerg, men blev siden flyttet til et bunkeranlæg i området mellem byen og havnen. Den største af bunkerne ligger dybt under havneadministrationen beskyttet af store jordmasser. I bunkeren er der bevaret fosforescerende maling i det rum, der blev brugt til telefonomstilling, så selv om lyset gik ud, kunne man stadig se til telefonomstillingen. I bunkeren blev al trafik på havet plottet ind. 

Luftværnskommandocentralen i Strandskoven var central for Civilforsvaret i Esbjerg frem til 2003.

Batterier på Fanø 

For at beskytte Esbjerg Havn blev der bygget 300 bunkere på Fanø. Fanøs kystartilleri bestod af fem stillinger, hvoraf tre var placeret på øens nordende. Foruden de kanonstillinger, der skulle beskytte indsejlingen, blev der også bygget stillinger til tungt luftværnsartilleri (10, 5 cm kaliber) på Nordfanø. 

Batteriet Fanø Nord var et led i forsvaret af Esbjerg havn. Det var i aktion, når formationer af allierede bombefly var på vej til og fra deres mål i Tyskland. Den største aktion fandt sted d. 27. august 1944. 61 amerikanske B17-bombefly – en del af en bombeflåde på ca. 1.200 tunge bombefly og 871 eskortejagere, der på grund af dårligt vejr måtte opgive at angribe Berlin – angreb flyvepladsen ved Esbjerg og tyske militære anlæg på Fanø. 63 af jagerflyene angreb i mellemtiden tog og køretøjer i hele det vestjyske område. 15 danskere blev dræbt og 14 såret, fortrinsvis togpassagerer, på det, der hos DSB blev døbt den blodige søndag. 

En lang betonvej fører fra Fanø Bad nordpå til Batteri Grådyb. Batteriets fire, dengang meget moderne, 15 cm kanoner stammede fra slagskibet Gneisenau. Slagskibets sekundære armering blev flyttet til Fanø efter, at Gneisenau var blevet beskadiget ved et allieret bombeangreb. Kanonerne blev brugt til kystforsvar og havde en rækkevidde på 22 km. Et andet af batterierne, Fanø Plantage, var udstyret med fire kanoner fra det danske kystforsvarsskib, Peder Skram, der var blevet sænket af sin egen besætning den 29. august 1943 på Holmen. Efter krigen blev batteriet overtaget af det danske søværn, som vedligeholdt det indtil 1951, hvor kanonerne blev overført til Stevnsfortet syd for København, som et led i oprustningen under Den Kolde Krig.

Rekreation på Mandø 

På Mandø lå en flymeldepost, der skulle afsløre allierede fly. Posten havde et trætårn med kikkert, og mandskabet boede i barakker. Mandø blev også brugt som rekreationssted for soldater, der havde været på Østfronten. Ved Vester Vedsted skole på fastlandet var et af den tyske hærs kystbatterier. 

Stillinger på Rømø 

Havet omkring Rømø er meget lavvandet, og under krigen var dæmningen til fastlandet, der først blev færdig efter krigen i 1948, stadig kun under etablering. En allieret invasion ville være besværlig her, og forsvaret blev derfor kun sparsomt udbygget på øen, hvor der kun blev bygget i alt 52 bunkers. 

Det var til gengæld vigtigt for tyskerne at opdage allierede luftangreb så tidligt som muligt. Fra 1942 til krigens slutning blev der opført den ene stadig mere effektive radar efter den anden på Rømø. Grundet øens beliggenhed, var afprøvning af radartyper her ideel. Da krigen sluttede, fandtes der intet mindre end 14 radaranlæg og i alt 8 forskellige typer af radarer på øen. Radarerne havde ”dæknavne” som Søelefant, Mammut, Wassermann, Würzburg Riese og Freya m.fl.

Den mest usædvanlige radar på Rømø var Søelefanten. Den blev bl.a. brugt til at stedfæste nedslagene af Aggregat IV-raketter, også kaldet V II-raketter (Vergeltungswaffe II) i det sydlige England, herunder London. Der blev under krigen kun opsat tre andre radarer af denne type, men kun den på Rømø nåede at blive brugt og var dermed operativ. Under gode vejrbetingelser kunne radarsystemet opdage og følge fly i 850 - 4000 km afstand. 

Efter krigen 

Da Anden Verdenskrig endte i maj 1945 forlod de tyske soldater bunkerne. De britiske styrker afholdt kort efter en stor øvelse, ”Operation Post Mortem”, på Rømø, i samarbejde med radaranlæg på Fanø. Her blev omkring 100 tyske soldater, nemlig det mandskab, der under krigen havde betjent radar-systemerne, kaldt tilbage, for at hjælpe de allierede med at afprøve og forstå tyskernes avancerede radaranlæg. Efter øvelsen afmonterede briterne flere radarer med tilhørende tekniske installationer. Det hele blev bragt med til Storbritannien, hvor det indgik i den videre forskning og udvikling af moderne radarsystemer. Søelefanten blev endog genanvendt i Skotland. Alt øvrigt inventar, især metaldele, blev pillet ud af bunkerne og genanvendt eller solgt som skrot. De fleste bunkere blev herefter muret til og gemt i klitterne - overladt til vestenvind og sandflugt. 

Skrevet af Mette Bjerrum Jensen, Museet for Varde By og Omegn & Bente Bjerrum, Naturcentret Tønnisgård (2013). Redigeret af Bente Krog Bjerrum, Naturcenter Tønnisgård (2025).