Det dansk-tysk-hollandske Vadehav

Grænseoverskridende samarbejde i et

fælles landskab

Vadehavets kyster strækker sig langs danske, tyske og hollandske kyster. På denne strækning findes ligheder og variationer i såvel natur og landskab som i kultur. Siden 1978 har de tre lande samarbejdet om beskyttelsen af det fælles Vadehav.

Vadehavet i Danmark er en del af det dansk-tysk-hollandske Vadehav, der strækker sig gennem tre lande fra Den Helder i Holland rundt om Tyske Bugt i Tyskland til Blåvands Huk i Danmark. Det er en kyststrækning på omkring 500 km, hvoraf den danske udgør ca. 10 %. Det europæiske Vadehav skærmes mod Nordsøen af 23 barriereøer og 13 højsander. Det dækker et areal på ca. 8.000 km2 eksklusiv øerne, og heraf tørlægges ca. to tredjedele eller ca. 5.500 km2 vadeflader ved lavvande.

Det europæiske Vadehav er trods tilsyneladende ensartethed ikke ét økosystem. Det er en sammenhængende og overlappende mosaik af økosystemer bestående af tidevandsområder omkring floderne og åerne. Trods tilsyneladende fælles træk og ligheder, resulterer forskelle i tidevandet, landskabets hældning og smeltevandssletternes udbredelse i et landskab, der rummer store variationer. Det gælder bl.a. tidevandsforskellen, som varierer fra ca. 1,3 m ved Den Helder og Ho Bugt til 3,5 m i bunden af Tyske Bugt. Ligeledes er bredden af det marskland, havet har dannet bag barriereøerne, af meget varierende
størrelse. I Holland er marskens bredde fra Vadehavet til gesten nogle steder over 30 km. I Danmark ligger marsken stort set kun i ådalene omkring åernes udmunding, og marsken strækker sig her højst 10 km ind i ådalene.

At bo ved havet

Vadehavet og den frodige marsk har haft en tiltrækningskraft på mennesker, der her har set muligheder for at skabe sig et godt liv. Og fælles for dem, der valgte at bosætte sig i de uinddigede marskområder, var behovet for at beskytte sig mod havet ved ekstreme højvander og under stormfloder. De ældste værfter – kunstige forhøjninger i marsken til bosætning – kendes i den hollandske del af Vadehavet og kan dateres til århundrederne før vor tidsregning, mens værfter i Tyskland stammer fra århundrederne lige efter Kristi fødsel. I den danske del af Vadehavet, hvor marsken er meget smal, finder man først værfter i begyndelsen af middelalderen. I hele det danske område findes et halvt hundrede værfter mod tusindvis længere sydpå. Desuden er de danske værfter meget små; størstedelen af dem rummer kun én gård, mens man længere sydpå finder hele landsbyer beliggende på værfter.

Tilsvarende er digerne i den danske del af Vadehavet yngre end i de sydligere områder. De tidlige diger var lave sommerdiger, hvis formål hovedsageligt var at skærme afgrøderne mod oversvømmelser sommeren igennem. Senere byggede man havdiger, der kunne holde vandet ude fra større landområder og modstå stormfloder. De tidligste havdiger, der menes at være fra 800-tallet, findes i de sydlige dele af Vadehavsområdet, mens det første havdige i det nuværende danske område, Hertug Hans’ Dige mellem Højer og Rudbøl, blev bygget i 1553-1556. Landområdet bag et dige kaldes en kog, et frisisk ord, der
bruges langs hele vadehavskysten.

Friserne

Kunsten at bygge diger og indvinde land er snævert forbundet med den frisiske befolkning, som bebor Vadehavsøerne og kystområderne syd for den danske grænse. Det frisiske sprog tales i dag i tre forskellige former: vestfrisisk i den hollandske provins Frisland, østfrisisk i Nedersaksen og nordfrisisk i Slesvig-Holsten. Danmark har ikke nogen egentlig frisisk befolkning, og der er delte meninger om, hvorvidt man skal regne de danske Vadehavsøer med til de frisiske øer. Men der er ikke tvivl om, at bl.a. byggeskikken i den danske del af Vadehavsområdet er tydelig påvirket af den frisiske byggeskik, såvel i udformning som i materiale- og farvevalg.

Skiftende grænser

Gennem søfarten har befolkningen langs Vadehavet i over tusind år haft indbyrdes kontakt, og på mange områder kan man spore den gensidige påvirkning. Det gælder bl.a. i boligindretning, klædedragt og musiktradition, ligesom man flere steder brænder bål på Pers Awten - eller Biikebrennen som det hedder på frisisk - den 21. februar, den traditionelle afskedsfest for de søfolk, der skulle sydpå for at søge hyre. Men området har også været præget af skiftende grænsedragninger med deraf følgende forskelle i lovgivning og administration. Vadehavets kyster strækker sig i dag over tre lande, men grænser og tilhørsforhold har været flyttet gennem tiden. I det dansk-tyske grænseland gik grænsen i perioden 1864-1920 ved Hviding syd for Ribe, indtil den i 1920 blev flyttet til sin nuværende placering ved Rudbøl.

Det trilaterale samarbejde

Siden 1978 har der været samarbejdet på ministerniveau mellem de tre Vadehavslande, Danmark, Tyskland og Holland i det såkaldte ”Trilaterale Vadehavssamarbejde”. Samarbejdets formål er at beskytte og bevare Vadehavets gennem forvaltning, overvågning og forskning. Som et led i disse bestræbelser har man på tværs af landegrænser oprettet et
11.000 km2 stort sammenhængende beskyttelsesområde. I 2009 blev den tyske og hollandske del af Vadehavet optaget som verdensnaturarv på UNESCOs verdensarvsliste, mens den danske del af Vadehavet blev udpeget som Danmarks tredje nationalpark i oktober 2010 og Verdensarv i 2014. 

I dag er Vadehavet fra Holland, gennem Tyskland og med Danmark ”En verdensarv”.

Skrevet af Mette Guldberg, Fiskeri- og Søfartsmuseet & Søren Rask Jessen, Naturstyrelsen Vadehavet (2013). Redigeret af Klaus Melbye, Vadehavscentret (2025).