Væv med Vadehavet
Beskrivelse
Landskabet ved Vadehavet, og de planter der gror her, er noget helt særligt. Sæt fokus på netop det, ved at bruge Vadehavets planter og naturmaterialer til at væve små billeder med. Lær om planterne og Vadehavet mens I væver, og oplev roen og muligheden for fordybelse i det storslåede landskab. I kan arbejde med at styrke børnenes opmærksomhed på planter og på former, farver og teksturer i naturen. De kan lære planternes navne og anvendelse at kende, og børnene kan, mens de sidder og væver, opleve ro og fordybelse i naturen. I kan komme ind på anvendelse af gamle væve- og spindeteknikker i et moderne formsprog og så er det oplagt at tage fårets og uldens betydning ved Vadehavet op.
Mål
Håndværk og design
Efter 8./9. klasse (valgfag)
Design: Eleven kan arbejde med komplekse designprocesser knyttet til produktfremstillinger
- Ideudvikling
Billedkunst
Efter 2. klasse
Billedfremstilling: Eleven kan udtrykke sig i plane, rumlige og digitale billeder
- Skulptur og arkitektur
Natur/teknologi
Efter 2. klasse
Undersøgelse: Eleven kan udføre enkle undersøgelser på baggrund af egne og andres spørgsmål
- Organismer
Forberedelse
- Vælg hvor ved Vadehavet I vil væve
- Skaf kraftigt pap fra fx papkasser, som skæres ud i 12x10cm stykker
- Forbered en væv pr. elev
- Papstykkerne kan skæres i større stykker, hvis man gerne vil arbejde på vævningerne over længere tid
- Alternativt til papvævene, kan man også væve på strandingstræ eller kløvede træstykker
- Skaf nyklippet uld, karteflor i fårets naturlige farver eller alternativt uldgarn
- Beslut hvor I skal udstille jeres værker
- Print arbejdsarkene
Sådan gør du
Introducer eleverne for at de skal væve et billede. Brug arbejdsarket med foto som inspiration.
Fortæl at de både kan væve abstrakt, landskabsmotiver eller indtryk.
Introducer væveteknikken, hvor man har en trend sat på et stykke pap eller træ. Se arbejdsark.
Eleverne skal ud i området for at finde vævematerialer: Græsser, blade, smågrene, fjer, tang… alt der kan væves ind i billedet.
Lad dem bruge nyklippet uld, karteflor i fårets naturlige farver, eller alternativt uldgarn, til at væve med ind mellem naturmaterialerne. Når det er uld eller karteflor, kan eleverne selv ”håndspinde” små stykker garn med fingrene, som de væver ind i billedet.
Eleverne kan enten sidde samlet eller hver for sig, alt efter om der ønskes gensidig inspiration eller individuel fordybelse.
Når eleverne er færdige med at væve, kan I lave en fælles udstilling ude i naturen, og snakke om de materialer der er blevet brugt. Husk at fotografere værkerne.
I kan også udstille værkerne på skolen.
Praktisk information
Se flere detaljer
Primært sommerhalvåret - men i tørvejr og god påklædning hele året.