Vardemuseerne LÆRING

Præsentation

Vardemuseerne LÆRING tilbyder en lang række spændende formidlingsforløb fra børnehaveniveau til og med ungdomsuddannelser. Vi har adskillige udstillings- og formidlingssteder rundt omkring i Varde Kommune og formidler inden for en bred, kulturhistorisk vifte fra istid til nutid. 

Vi er altid klar på at tilrettelægge et forløb, der passer til jeres behov og ønsker. Kontakt os for at høre nærmere.

Her kan I læse om, hvad vi tilbyder på de forskellige afdelinger: 

 

TIRPITZ, Tirpitzvej 1, 6857 Blåvand 

Oplev kanonbunkeren og den tyske besættelsesmagt på tæt hold. Lær om havets guld, ravet, der gemmer på mere end 40 mio. år gamle insekter. Udforsk 20.000 års dramatisk vestkysthistorie om redningsaktioner, dødemandsbjerge, vikinger, turisme og meget mere. 

 

FLUGT, Præstegårdsvej 21, 6840 Oksbøl (Nyt museum på vej!) 

Besøg området hvor titusindvis af tyske flygtninge opholdt sig efter Anden Verdenskrig og bliv klogere på nogle af krigens konsekvenser. 

Flygtningemuseet FLUGT forventes at åbne til efteråret 2021. Indtil da tilbyder vi  udendørs ture og forløb bl.a. på flygtningekirkegården. 

 

Nymindegab Museum, Vesterhavsvej 294, 6830 Nr. Nebel 

Gå på opdagelse i Nymindegabmalernes fodspor og lær om det gamle, vestjyske fiskerleje, der ikke bare tiltrak fiskere men også malere og senere sommergæster. Du kan også besøge Tømrer Larsens hus og savmølle samt den nedgravede køkkenhave. 

 

Museum Frello, Kirkepladsen 1, 6800 Varde

I maleren Otto Frellos fantastiske, finurlige univers opstår spændingen mellem kunst og fidus. Detaljerigdommen er tryllebindende og indbyder til personlig fortolkning. 

 

Hjedding Andelsmejeri, Hjeddingvej 2, 6870 Ølgod

Kom helt tæt på verdens første andelsmejeri. Lær om andelstanken og fællesskrabets kraft. Følg smørproduktionen fra dengang til i dag. 

 

Hodde Gamle Skole, Letbækvej 1, 6862 Tistrup 

Tag plads i den lille, autentiske skolestue med anskuelsestavler, pulte og grifler. Her er der mulighed for at komme helt tæt på den vestjyske skoleordning fra 1800-tallet. 

 

Horns Rev Wind Farm Visitor Centre, Fyrvej 106, 6857 Blåvand 

Besøg udstillingen i den gamle fyrmesterbolig ved Blåvandshuk Fyr. Her kan du lære en masse om offshore windenergi og om havmølleparkerne Horns Rev 1, 2 og 3. Besøget kan afsluttes med en tur op i fyret. På en god dag kan havvindmøllerne ses fra land! 

 

Arkæologiske udgravninger 

I forbindelse med arkæologiske udgravninger åbner vi for skolebesøg. Hold øje med vores Facebook-side eller kontakt os for at høre, om der lige nu er en udgravning, I som skole kan besøge. 

Pædagogisk profil

Vardemuseerne LÆRING arbejder ud fra en dialogbaseret tilgang, hvor strategier som Cooperative Learning og æstetiske læreprocesser betragtes som grundvilkår. Vi bestræber os på at tilbyde undervisning, hvor børn og elever ud fra individuelle læringsforudsætninger kan deltage aktivt. 

Entré

Det er gratis for alle under 18 år at besøge Vardemuseernes afdelinger. Skoler og børnehaver har ligeledes gratis adgang, hvilket også gælder for de medfølgende voksne.

Kontakt
Vardemuseerne LÆRING
Leder, Vardemuseerne LÆRING
20776705