Livet på Vadehavsøerne

Fra selvstændige kvindesamfund til turistdestination

Søfarten satte gennem 2-300 år sit præg på Vadehavsøerne økonomisk og ved mændenes fravær. De seneste 150 år har øerne været præget af den modsatte bevægelse: turister, der opsøger badestrandene og den enestående natur.

Øerne i det danske Vadehav har været beboet siden middelalderen. Livet på øerne har været præget af to modsatrettede strømninger: Fastholdelsen af øernes traditioner og livsformer – i kontrast til det moderne liv som mændene, via den internationale søfart, kom i berøring med. 

Søfarten var fra 1600-tallet indtil sidste halvdel af 1800-tallet øernes hovederhverv.  Særligt berømte er hvalfangertogterne til Nordatlanten med hollandske og tyske hvalfangerskibe – en sejlads, der for Rømøs vedkommende begyndte midt i 1600-tallet og for Fanø knap 100 år senere. Velstanden fra søfarten har sat sit tydelige præg på øerne, bl.a. i byggeskikken, hvor de frisisk inspirerede gårde på Rømø og skipperbyen Sønderho fortæller om velmagtsdagene i 1700-tallet. I 1800-tallet klingede skibsfarten ud for Rømø og Mandø, hvor landbrug og dyrehold nu fik en vigtigere rolle. På Fanø overtog Nordby Sønderhos position som søfartsby og oplevede en vækst indenfor søfart og skibsbyggeri fra midten af 1800-tallet, hvor byen havde sin storhedstid.

Landbrug og fiskeri var øernes grundlæggende næringsveje, men fungerede i mange år som bierhverv til søfarten. Det var besværligt at drive landbrug på øerne, fordi der var meget lidt egnet jord og sandfygningen var et problem. Fra midten af århundredet og frem tiltrak især Fanø og Rømø sig opmærksomhed som turistdestinationer, og turismen har været øernes primære erhverv siden.

Øerne – et kvindesamfund

Mændenes og kvindernes liv adskilte sig en hel del fra hinanden. Der var en stærk søfartstradition i familierne og mange mænd drog på langfart. På skibene var mændene en del af en international søfartskultur, hvor de blev inspireret af internationale strømninger og ”det moderne”. Kvinderne levede store dele af året alene på øerne med børn og samfundets ældre. Det var derfor kvinderne, der stod for alle opgaver på øerne: ikke bare de huslige pligter, men også driften af landbruget, handel, håndværk, ormegravning, køb og salg af jord, løsning af juridiske tvister og finansiering af skibe.

Kvinderne udviklede derfor på øerne en kultur præget af selvstændighed og handlekraft; værdier som blev markedsført over for omverdenen gennem de lokale kvindedragter. Når de unge piger fra Fanø og Rømø søgte plads i Ribe, brugte de dragten til at udtrykke selvstændighed, fællesskab og identitet.

Dragter

Da bymoden efterhånden også nåede Vadehavsøerne i sidste halvdel af 1800-tallet, blev kvindedragterne overvejende brugt til festlige lejligheder eller til at markere sin identitet som øbo, og som sådan blev dragterne et særkende for alle øerne. Samtidig ankom Fanømalerne og bidrog gennem deres malerier til at fastholde forestillingen om en

helt særlig dragtkultur. Helt op til midten af 1900-tallet var der dog kvinder på øerne, der brugte den lokale dragt som hverdagstøj.

Dragterne mindede om hinanden, men der var lokale variationer i form af eksempelvis dragtens snit, farver eller hovedbeklædning. På Fanø var der dragter til enhver lejlighed: hverdag, arbejde, fest eller sorg. En særlig markant dragtdel er ”struden”, som dækker

ansigtet og beskytter huden mod fygende sand, sol og vejrlig under markarbejdet. På Rømø skelnede man derimod mellem hverdagsdragten og festdragten.

I dag er dragtkulturen fortsat levende på Fanø, hvor den kan opleves til Fannikerdagene og Sønderho Dag. På Rømø er man inden for de senere år igen begyndt at bruge dragten ved festlige lejligheder. 

Sol, saltvand og spekulanter

I sidste halvdel af 1800-tallet blev kimen lagt til øernes nye store indtægtskilde. Tidens øgede fokus på frisk luft og badning gav nu øerne et helt nyt potentiale: badeturismen.

På Fanø blev det første kurbad grundlagt i 1851 i Nordby og badevogne, strandpavilloner og hoteller skød i de følgende årtier op både på Vesterstranden og i Sønderho. Med grundlæggelsen af Nordsøbadet Fanøbad i 1891 blev ambitionen også at tiltrække

et internationalt publikum til Fanø. I tilknytning til badet anlagdes Danmarks første golfbane i 1901. Efter nedgangen i den internationale turisme under Første Verdenskrig etablerede man Danmarks første flyverute mellem København og Fanø Strand i weekender. Samtidig blev der arrangeret motorvæddeløb, heste- og cykelløb for at tiltrække turister.

Det var drømmen om økonomisk gevinst, der fik Rømø med på badebølgen i 1898, da Skærbækpræsten Johannes Jacobsen grundlagde Nordseebad Lakolk. Jacobsen var en driftig mand og havde siden 1890 opbygget et mindre ”forretningsimperium” på fastlandet. Økonomien vaklede faretruende, men pastoren øjnede i turismen sin redning. 

Lakolk blev grundlagt med hotel, gæstgiveri og en række sommerhuse bygget i klitterne mod stranden. Badestedet gik imidlertid konkurs efter få år – blandt andet på grund af de dårlige adgangsforhold fra fastlandet – og trak resten af pastorens foretagender med sig i faldet. En del af de karakteristiske Lakolksommerhuse ligger stadig i klitterne, hvor man kan få fornemmelsen af en helt anden type sommerhusområde anno 1900.

Livet på Vadehavsøerne i dag

Øerne tiltrækker fortsat mange turister, og turisme er i dag helt afgørende for øernes økonomi. Adgangen til og fra Rømø og Mandø er lettet med anlæggelsen af Rømødæmningen og Låningsvejen, mens man fortsat sejler til Fanø. Det har især betydet meget for turismen til Rømø, der har langt flere turister end både Mandø og Fanø. Til trods herfor kæmper øen fortsat med affolkning. Fanø har i de senere år til gengæld oplevet en stigning i antallet af indbyggere, hvoraf mange har arbejde i Esbjerg, der kun ligger 12 min. sejlads derfra.

Naturen og stranden krydret med sporene af øernes enestående historie gennem kommandørgårde, skipperbyer, badehoteller og sommerhuse fortæller en vigtig del af Vadehavets kulturhistorie og gør ophold på øerne for både fastboere og turister til en helt særlig oplevelse. 

Skrevet af Anne Marie Ludvigsen, Museum Sønderjylland & Mette Slyngborg, Sydvestjyske Museer (2013). Redigeret af Anne Marie Ludvigsen, Museum Sønderjylland (2025).