Marskens brug, natur og kultur

Det menneskeskabte kystlandskab

Marsken i det danske vadehavsområde er et dynamisklandskab, der igennem mange hundrede år har undergået store forandringer - både ved naturens og menneskets hånd.

”Havets gave” er marsken blevet kaldt. Født af Vadehavets dynamik, hvor tidevandet to gange i døgnet medbringer og aflejrer sedimenter, som med tiden danner nyt land. Marsken er kendetegnet ved sit flade, græsklædte landskab, der danner overgangen mellem den sandede gest i øst og vaden i vest.

De store marskområder langs den danske Vadehavskyst er Darum-, Tjæreborg-, Ribe-, Rejsby-, Ballum og Tøndermarsken.

Bosætning

Den havnære marsk er meget frugtbar og har tidligt tiltrukket mennesker der bosatte sig her. Flere steder langs kysten finder man spor efter bosættelser, fx på Hjemsted Banke ved Ballummarsken som har været beboet siden 500 f. Kr.

Ballummarsken, ved Misthusum, er også det nordligste område, hvor man senere etablerede værfter i selve marsken, for at bo beskyttet mod havet. 

Den græsklædte marsk var velegnet til dyrehold. I 1600- og 1700-tallet bidrog handlen med stude til især Holland, betydeligt til bønderne i områdets indtægter. Nærheden til havet spillede en vigtig rolle, da den indtil sidste halvdel af 1800-tallet udgjorde en ”naturlig” infrastruktur. Det var, kort sagt, nemt at komme rundt.

Der var dog også risici forbundet med marsken: det flade landskab var og er sårbart overfor stormfloder.

Landvinding og digning

Fra friserne fik man inspirationen til at bygge diger. De tidligste diger var lave sommerdiger, der kunne beskytte jorden mod det daglige højvande. I middelalderen oplevede hele Vadehavskysten flere stormfloder, der var så ødelæggende, at der opstod et ønske om mere effektivt at beskytte mennesker og jord mod havets rasen. Derfor byggede man digerne højere – såkaldte havdiger – der kunne holde vinterstormenes vandmasser ude af marsken. 

På den måde kunne man, bid for bid, forvandle åben marsk til ”rigtig landjord”. Inddigningen af den danske del af Vadehavet startede i Tøndermarsken, hvor det første havdige blev bygget i 1556 og det sidste i 1981, da Det fremskudte Dige og Vidåslusen blev indviet. Denne mangeårige landvinding har gjort Vidåen 20 km længere og kun skibet på Tønder bys byvåben vidner om, at byen tidligere havde uhindret adgang til havet. 

Ribemarsken blev inddiget 1911-1915, Ballummarsken 1914-1919, og Tjæreborg og Darummarsken 1927-29, mens marsken omkring Ho Bugt som den eneste i Vadehavsregionen aldrig er blevet inddiget. Inddigningerne skabte dog problemer med bagvandet fra åerne, der løber gennem marsken. Sluser i digerne skulle sørge for åvandets passage ud gennem diget ved lavvande, men ved vedvarende højvande pga. storm måtte sluseportene forblive lukkede, og åerne gik i vinterperioden over deres bredder og oversvømmede landet bag digerne. Dette kunne gentage sig flere gange i løbet af vinteren, og betød, at jorden ikke kunne udnyttes i denne del af året. 

Afvanding

Omlægningen af landbruget fra studedrift til svinebrug gav øget behov for korn til foder og dermed opdyrkning af marsken. Det var baggrunden for afvandingen af Tøndermarsken (1927-1933). I Tøndermarsken blev der som det eneste sted etableret pumpestationer og ådiger. Efter behov kunne der ledes vand ind og ud af marsken, og det er betydelige vandmængder, der er tale om: de fire pumpestationer i Tøndermarsken har en samlet kapacitet på 30 m3 vand i sekundet! Ådigerne betyder, at Vidåen i modsætning til Brede Å og Ribe Å næsten aldrig går over sine bredder. Også Ballummarsken og Ribemarsken
er afvandede, men udelukkende ved hjælp af afvandingskanaler. I Ballummarsken blev Brede Å desuden rettet ud i forbindelse med inddigningen med nyt udløb gennem Ballum Sluse, hvorved vandet løb hurtigere ud af åen. Ikke alle var lige begejstrede for afvandingsarbejderne. Maleren Emil Nolde, der var født og opvokset på Tønderegnen skriver i sine erindringer om Tøndermarskens afvanding: ”Afvandingsarbejderne truede med at ødelægge al natur og urskønhed, de koldt beregnende ingeniører huserede barbarisk i landskabet”. Nolde tog i 1927 konsekvensen og flyttede syd for 1920-grænsen til Seebüll.

Marsken ”brænder”

Inddigning af marsken og afvandingen er imidlertid ikke uden problemer. I marsken er de tidlige vådplanter blevet tilslikket af Vadehavets mudrede vand og blevet til et varieret tørvelag under lerjorden. Holdes dette lag ikke fugtigt, kommer der ilt til tørvelaget og det ”brænder” sammen og synker. Dette er bl.a. sket i Ballummarsken, hvor nogle områder er
sunket op til 75 cm. Resultatet er større våde arealer, fx efter perioder med meget nedbør.
I Ribemarsken bevandede man op til 1960’erne marsken med saltvand for at undgå dette problem, og modstanden var stor da bevandingsvæsnet blev nedlagt. I en protokol fra Ribemarsken citeres en landmand for at sige: ”Vi kan ligeså godt brænde 100 kr.-sedler af, vor jorde er ødelagte”. 

Dyrkning af marsken

Marsken var indtil midten af det 20. århundrede kun opdyrket i meget begrænset omfang, da de flade græsarealer blev brugt til studefedning og høslet. 

Opdyrkningen af marsken er sket fra 1950’erne til 1970’erne, hvor havre var den dominerende afgrøde, da den kunne bruges til foder og samtidig trives i fugtig jord. Desuden gjorde større traktorkraft det muligt at pløje den tunge marskjord op.

Omlægningen af landbruget fra store græsarealer til agerbrug gav imidlertid problemer med sandfygning, hvilket nogle steder stadig kan opleves i mindre omfang umiddelbart efter pløjning. Løsningen på problemet var læhegn og som oftest af grantræ. På Rømø har grantræer sat i 1950’erne i høj grad forandret øens udseende.

Nye behov og tekniske muligheder har således været styrende for menneskets udnyttelse og forandring af marskens landskab.. Eller som friserne udtrykte det: ”Gud skabte verden, men friserne skabte kysten”.

Skrevet af Anne Marie Ludvigsen, Museum Sønderjylland & Klaus Melbye, Vadehavscentret (2013). Redigeret af Anne Marie Ludvigsen, Museum Sønderjylland (2025).