Opgave
Tidevand

Stormflod og stormflodssøjler

Stormflodssøjle fra Fanø

Beskrivelse

Stormflod er et livsvilkår langs Vadehavet. Man taler om stormflod, når vandet stiger mere end normalt, ofte samtidig med at det stormer fra vest.

Stormflodssøjlerne står flere steder langs Vadehavskysten, og viser hvor højt vandet nåede op, da stormene rasede. Tag på tur til jeres lokale stormflodssøjle og brug den som udgangspunkt for fortælling og lege.

Forberedelse

  • Beslut hvilken stormflodssøjle I skal besøge. Lad jer gerne inspirere af udgivelsen Søjleruten af Nationalpark Vadehavet. 
  • Print arbejdsarket om den stormflodssøjle I vil besøge
  • Skaf et reb
  • Skaf evt. en rafte (I kan kombinere det med en skovtur, hvor I fælder et grantræ og afgrener det, så har I jeres egen rafte. Husk at spørge skovejeren om lov for fældning)
  • Skaf evt. et  langt tyndt reb - minimum 30 meter. Rul rebet om raften - så er det let at rulle ud ved legen og pakke sammen bagefter. 
  • Bliver det for kompliceret med en rafte, kan I evt. benytte en tommestok som illustration af højden i stedet

 

Før besøget

Tal med børnene om stormflod.
Vis dem evt. et billede af den stormflodsøjle I skal besøge.

 

Under besøget

Se på stormflodssøjlen og fortæl om den, med afsæt i arbejdsarket.
Lad børnene måle deres egen højde og se om de når op til en årstalsring.
Børnene kan, i grupper, dramatisere fortællingen.

Leg legen "Stormflod – mon diget holder?"
Del børnene i tre grupper og fordel rollerne på grupperne, som i fællesskab skal være: 

  • Diget - børnene holder hinanden i hånden i en kæde og danner et dige
  • Vandet - Vandet er først ebbe (vandet falder). Alle børnene, der er vand lægger sig ned
  • Vinden - De børn, der er vind puster lige så stille til vandet
  • Vandet - Vandet bliver til flod (vandet stiger) og børnene rejser sig langsomt op i takt med at vandet stiger
  • Vinden - Vinden blæser/puster nu kraftigt og vandet pisker ind mod diget. Børnene skubber "vandet" ind mod diget. Mon det holder?
  • Holder det, jubler I! Holder det ikke, må det repareres og en ny leg kan begynde
  • Børnene skifter roller, så alle prøver at være vand, vind eller dige
  • Husk at aftale spilleregler, når der skubbes. Hvis én råber stop, stopper man
  •  

Mål hvor højt vandet har stået. Vælg herunder, hvordan I vil gøre det:

A: Hvor højt har vandet stået? (- uden rafte). 

  • For at skærpe opmærksomheden på, hvor højt vandet har stået, kan I binde et reb om en af søjlens ringe.
  • Hjælp hinanden med at nå op til de højt placerede årstal.
  • Træk rebet vandret ud.

Lad børnene hoppe og se om det kan nå op til rebet (og få hovedet over vandet). Sving rebet op og ned for at "lave" bølger. Ringene er sat ved middelvandstanden, så der har været bølger, der var nået højere end ringen! Hvis I besøger en stormflodssøjle, som står nær et dige og I har et meget langt reb, som kan nå fra søjlen til diget, kan I måske vise, hvor på diget vandet nåede op til.

B: Hvor højt har vandet stået - ved diget? (- med rafte).

  • Stil dig ved stormflodssøjlen med raften lodret og parallelt med stormflodsøjlen
  • Vælg sammen med børnene den stormflod, I vil arbejde med
  • Bind rebet på raften i den højde, som ringen på stormflodssøjlen angiver, vandet har stået ved, under den valgte stormflod
  • Bær nu sammen med børnene - alle hjælpes ad - raften hen til det nærved liggende dige
  • Stil raften ved digets fod og lad nu børnene trække rebet ud, så det er vandret fra det punkt, hvor det er bundet fast til raften
  • Hvor langt op på diget, når snoren? Tror I at diget kunne holde?
  • Prøv med flere stormfloder

C: Hvor højt har vandet stået - i byen? (- med rafte)

  • Stil dig ved stormflodssøjlen med raften lodret og parallelt med stormflodsøjlen
  • Vælg sammen med børnene den stormflod, I vil arbejde med
  • Bind rebet på raften i den højde, som ringen på stormflodssøjlen angiver, vandet har stået ved, under den valgte stormflod
  • Bær nu sammen med børnene- alle hjælpes ad - raften hen til de nærliggende huse
  • Stil raften ved husets gavl og sokkel, og lad nu børnene trække rebet ud, så det  er vandret fra det punkt, hvor det er bundet fast til raften
  • Hvor på huset når snoren til? Tal om, hvordan det mon var at bo i huset med så meget vand? Prøv med flere stormfloder
  • Tag fotos på turen.

 

 

Efter besøget

Lad børnene tegne en tegning om turen til stormflodssøjlen.
Udstil foto fra turen og børnenes tegninger.

 

Praktisk information

Målgruppe
5 år
6 år
Læreplanstemaer
Kommunikation og sprog
Krop, sanser og bevægelse
Kultur, æstetik og fællesskab
Natur, udeliv og science
Aktivitet
Bevægelse
Ekskursion
Udenfor
Varighed
1-2 timer
Periode
Januar
Februar
Marts
April
Maj
Juni
Juli
August
September
Oktober
November
December

Søjleruten

Stormflodsøjlen ved Vidåslusen

Stormflodsøjlen i Sønderho

Stormflodsøjlen i Ribe

Stormflodsøjlen i Nordby på Fanø

Stormflodsøjlen på Mandø

Stormflodsøjlen ved Mandø Ebbevej

Stormflodsøjlen ved Janderup Ladeplads

Stormflodsøjlen ved Højer Gamle Sluse

Stormflodsøjlen i Havneby

Stormflodsøjlen i Ballum Enge