Vadehavets sæler

Livet i toppen af fødekæden

Sælerne er en iøjnefaldende del af Vadehavets dyreliv, når de i store flokke ligger og hviler på de nøgne sandbanker. Vadehavsområdet byder på gode muligheder for at opleve disse spændende dyr – både i deres naturlige omgivelser og på nærmeste hold.

Sælerne i Vadehavet

Langt de fleste sæler i Vadehavet er spættede sæler, men man kan også være heldig at møde dens større fætter – gråsælen. Den spættede sæl bruger især Vadehavets banker til at hvile, når den fælder sin pels og når den om sommeren føder sin unge. Ungen dier i de første 4 ugers tid af sit liv hos moderen, hvorefter den på egen hånd må lære at fange fisk og krebsdyr. Selv om man kan møde gråsælen i det danske Vadehav, er den stadig fåtallig i forhold til den spættede sæl, og det er meget sjældent det lykkes den at yngle her. I det tyske og hollandske Vadehav er der flere ynglekolonier af gråsæl.

Livet i vand

Sælen har gennem millioner af år udviklet sig fra at være landlevende til at bruge en stor del af sit liv i og under vandet. Sælen har i høj grad tilpasset sig livet i vandet. Dens torpedoformede krop og de brede luffer gør sælen til en god svømmer, og et tykt spæklag hjælper den med at holde varmen. Sælens store øjne er meget lysfølsomme og indrettet til at se under vandet, og dens følehår registrerer selv den mindste bevægelse fra en fisk, der svømmer forbi. Sælen kan uden problemer være under vandet i adskillige minutter, fordi hele dens krop er skabt til at lagre og spare på ilten. 

Selv om sælen er nøje tilpasset livet i vand, så er den i perioder også nødt til at komme op på land. Sælen kan udmærket sove, mens den befinder sig i vandet, men den hviler bedst på land. Derfor kan man ofte se sælerne ligge på sandbankerne i Vadehavet og dase. Når sælerne skal føde deres unger, er de helt afhængige af at komme på land. Den spættede sæl føder sin unge om sommeren ved lavvande. Ungen fødes uden den langhårede fosterpels (lanugo), der kendetegner mange andre sælarter. I stedet er den iklædt en pels, der minder om den voksne sæls, og når højvandet atter vender tilbage, er ungen allerede klar til at følge med moderen ud i vandet. Gråsælen føder sin unge om vinteren, og ungen fødes i modsætning til den spættede sæl med lanugopelsen. Denne pels sørger for at sælungen holdes varm, og den effekt mistes, hvis sælungen bliver våd. Netop derfor er der ikke mange oplagte yngleområder for gråsælen i det danske Vadehav. Mange sandbanker og strande oversvømmes nemlig ved højvande eller er for forstyrrede af menneskelig aktivitet.

Sælen – Danmarks største rovdyr

Sælerne hører til blandt rovdyrene og er derfor beslægtet med bl.a. ulve og bjørne. Man mener, at sælernes tætteste nulevende slægtning blandt rovdyrene skal findes i gruppen af mårlignende rovdyr. Den spættede sæl bliver som regel omkring 1,3-1,6 m lang og kan veje op mod 130 kg. Gråsælen bliver væsentlig større og er, med hannernes op til 300 kg., Danmarks største rovdyr.

Sælbestandens udvikling

Bestanden af spættet sæl i Vadehavet er gennem tiderne gået op og ned. Man regner med, at der omkring år 1900 var 37-38.000 dyr i hele Vadehavet. Intensiv jagt og senere forurening betød, at bestanden styrtdykkede frem til 1976-77, hvor sælen blev fredet. Siden da er sælbestanden vokset igen, kun afbrudt af sælpest-epidemier og andre sygdomme der af og til regulerer bestanden.

Sæljagt

Sælerne har været jaget for deres spæk, kød og skind, men også fordi sælernes appetit for fisk gjorde dem upopulære blandt fiskere. Sælerne blev jaget med køller og skydevåben, men også en såkaldt sælharve blev taget i brug. Sælharven bestod af et bræt med spidse modhager, der blev gravet ned i sandet. Sælerne kunne kravle op på stranden over sælharven, men når de flygtede tilbage mod vandet, blev de spiddet på modhagerne. På et tidspunkt, fra 1889 til 1927, præmierede man ligefrem fra statsligt hold nedlæggelsen af sæler og stillede rifler og ammunition til rådighed. Denne kampagne førte til voldsom tilbagegang hos sælbestanden.

Hylere og syge sæler på stranden

I den spættede sæls dieperiode sker det, at ungen kommer væk fra sin mor. Uden mælk fra moderen er ungen prisgivet og den kravler op på stranden, hvor den kalder på sin mor. Man kalder derfor disse unger for hylere. I Tyskland og Holland findes centre, hvor man tager hylere i pleje for senere at sætte dem tilbage i naturen. I Danmark ophørte denne praksis i 1995, da sælbestanden trivedes og fortsat gør det. Genudsætningen af hylere er ikke uden problemer, og man forsøger derfor i Danmark at minimere menneskelig indgriben. Det er dog heller ikke unormalt, at moderen i kortere perioder forlader sælungen for at finde føde, for derefter at komme tilbage til ungen.

Særligt i sensommeren og efteråret kan man på stranden også møde syge sæler, der er kravlet på land, for bedre at kunne holde varmen. Støder man på en hyler eller en sæl, der virker syg, bør man give den fred og ro og kontakte den nærmeste lokale enhed under Naturstyrelsen eller ringe til Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Skrevet af Lasse Fast Jensen, Fiskeri- og Søfartsmuseet & Anne Würtz Pedersen, Vadehavscentret (2013). Redigeret af Signe Bøgh Tonnesen, Vadehavscentret (2025).