Kiselalger i Vadehavet
Beskrivelse
Kiselalger er mikroskopiske alger, som lever i de fleste typer vand. I Vadehavet har kiselalgerne ekstra gode livsbetingelser, og deres store talrigdom er med til at sikre masser af føde til næste led i fødenettet, der sikrer føde til det næste osv. Uden kiselalgerne ville fødenettet altså ikke kunne opretholdes.
I denne opgave får eleverne et indblik i kiselalgernes betydning, og gennem en øvelse, der dels består af indsamling og dels af fremstilling af præparater, får eleverne mulighed for at studere de små vidundere gennem et mikroskop uden forstyrrelser fra andet organisk materiale. Øvelsen kan efterfølgende kombineres med en kreativ gengivelse af de fundne kiselalger.
Øvelsens metodiske tilgang kan i øvrigt bruges til at indsamle kiselalger fra den lokale sø eller vandløb.
Mål
Biologi
Efter 9. klasse
Undersøgelse: Eleven kan designe, gennemføre og evaluere undersøgelser i biologi
- Undersøgelser i naturfag
- Økosystemer
- Celler, mikrobiologi og bioteknologi
Modellering: Eleven kan anvende og vurdere modeller i biologi
- Modellering i naturfag
- Økosystemer
- Celler, mikrobiologi og bioteknologi
Denne opgave kan med fordel inddrages i et målrettet arbejde med FN’s Verdensmål 14, Livet i Havet.
Forberedelse
Hver gruppe skal bruge følgende:
Til indsamling af prøve
- Lille børste
- Hvid fotobakke
- Pipette
- Beholder med låg
Til fremstilling af præparat
- Handsker
- Sikkerhedsbriller
- Pipette
- 2 centrifugeglas
- Centrifuge
- Afløbsrens
- Keramisk kogeplade
- Tape
- Objektglas
- Dækglas
- Mikroskop
Sådan gør du
Se filmen nedenfor om "Kiselalger i Vadehavet", så eleverne får et indtryk af kiselalgens opbygning, levevis og betydning for Vadehavets øvrige dyreliv.
Tag derefter til Vadehavet for at indsamle en prøve, som beskrevet i filmen "Øvelsesvejledning", nedenfor. Tilbage på skolen skal eleverne udføre forsøget, der fjerner alt organisk materiale, så kun kiselskallerne er tilbage. Forsøget er beskrevet i 11 punkter i filmen Øvelsesvejledning, men har nogle elever brug for at se fremgangsmetoden på skrift, findes den også i PDF.
Som en reflektionsøvelse er der indsat følgende tre spørgsmål i slutningen af filmen:
1. Beskriv hvad formålet med de forskellige trin i øvelsesvejledningen er.
2. Beskriv (tegn) forskellige algeskaller.
3. Hvor mange af algerne kan du artsbestemme? Til at besvare sidste spørgsmål kan eleverne benytte sig af bestemmelsesarket "Vadehavets mikroskopiske liv - Kiselalger", der findes under arbejdsark, eller besøge den amerikanske hjemmeside diatoms.org, der i den grad nørder i kiselalgerne.
Modellering af kiselalger
Kiselalger har nogle smukke og meget særprægede former. Lad derfor gerne eleverne genskabe de kiselalger de har fundet i 3D vha. papmaché, ler, 3D print eller lignende. Alternativt kan de tegne kiselalgerne i størrelsesforhold 1: XXXX. At bearbejde de fundne kiselalger gennem en kreativ proces hjælper hjernen med at forankre den tilegnede viden om kiselalgerne.