Østers, samfund og miljø
Beskrivelse
Denne opgave handler om at analysere omstændighederne for østersopsamling af den invasive stillehavsøsters, samt at se på konsekvenserne for det lokale økosystem.
Opgaven skal afleveres som en skriftlig rapport.
Stillehavsøsters blev importeret til opdræt i den danske del af Vadehavet i 1982, på Rømø. Stillehavsøsters, Crassostrea gigas, lever normalt i varmere vande, og forestillingen var derfor, at de ikke kunne spredes til naturen, da de ikke ville kunne formere sig i det kolde nordiske vand. I midten af 1990'erne fandt man dog alligevel de første "vilde" invasive østers i Vadehavet, og siden da har disse østers spredt sig til hele Vadehavet, og det meste af Danmark. Mange steder har de dannet store rev - selvstændige østersbanker - hvilket kan have negative konsekvenser for den oprindelige bestand af blåmuslinger. De nyere østersbanker varierer meget i størrelse og tilgængelighed, og er i dag et populært udflugtsmål for mange turister. Turisterne kan i nogle tilfælde selv finde frem til de kulinariske perler, men det er også muligt at få vejledning fra formidlere, der tager grupper med ud fra flere punkter langs Vadehavskysten. Det er frit for enhver at samle stillehavsøsters til eget forbrug. Dog skal man være opmærksom på at man færdes i et stort tidevandsområde. Kendskab til området og tidevand er nødvendigt for at bevæge sig ud mod østersbankerne.
Mål
Faglige mål - Biologi
- anvende fagbegreber, fagsprog, relevante repræsentationer og modeller til beskrivelse og forklaring af iagttagelser og til analyse af biologiske problemstillinger
- bearbejde data fra kvalitative og kvantitative eksperimenter og undersøgelser og dokumentere eksperimentelt arbejde hensigtsmæssigt
- indsamle, vurdere og anvende faglige tekster og informationer fra forskellige kilder
- formulere sig struktureret såvel mundtligt som skriftligt om biologiske emner og give sammenhængende faglige forklaringer
- demonstrere forståelse af sammenhænge mellem fagets forskellige delområder
- demonstrere viden om fagets identitet og metoder
- anvende fagets viden og metoder til vurdering og perspektivering i forbindelse med samfundsmæssige, teknologiske, miljømæssige og etiske problemstillinger med biologisk indhold og til at udvikle og vurdere løsninger
- behandle problemstillinger i samspil med andre fag
Kernestof
- mikrobiologi: vækst og vækstfaktorer, infektionsbiologi og resistens
- virus: opbygning og formering
- genetik og molekylærbiologi: nedarvningsprincipper, genregulering, replikation, proteinsyntese, mutation, mitose, meiose genteknologi og bioinformatik
- evolutionsbiologi: biologisk variation, naturlig selektion og artsdannelse
- populationsbiologi: vækstmodeller, populationsgenetik og Hardy-Weinberg-loven
- økologi: samspil mellem arter og mellem arter og deres omgivende miljø, energistrømme, C-, N- og P-kredsløb, økotoksikologi og biodiversitet
Supplerende stof
- sundhed, sygdom og medicin
- biologisk produktion
- bioteknologi
- bæredygtighed
- miljøbeskyttelse
- biologiske databaser og big data
- bioetik
- biologi som videnskabsfag
Før besøget
- Beskriv følgende:
- østersproduktion gennem tiden
- stillehavsøsters versus andre arter af østers
- invasive østers indflydelse på det lokale økosystem (en analyse)
Desuden skal der påbegyndes en perspektiverende analyse af de politiske og økonomiske rammebetingelser, der i 1980’erne gjorde import af ikke-hjemmehørende østersarter interessant.
Analysen skal inkludere en beskrivelse af biologiske aspekter ved østers og en beskrivelse af interessenterne - fortalere og modstandere af opdræt af stillehavsøsters, hvad de stod for og hvilke argumenter de hver især brugte i deres retorik for eller imod stillehavsøsters i Danmark og Europa.
Under besøget
- Ude på en af Vadehavets store østersbanker kan vi undersøge betydningen af denne invasive art i Vadehavet. Ved vi hvor mange der er? Hvordan er bestanden sammensat (størrelsesgrupper), og hvilken betydning har østersen for andre arter? Disse spørgsmål kan undersøges og besvares gennem feltundersøgelserne og besøg på formidlingsinstitutionerne.
Efter besøget
- Opsamling efter besøget: Bearbejdelse af ny-indsamlet viden og besvarelse af det valgte uddybende spørgsmål. Perspektivering i forhold til østersproduktion i Limfjorden eller Tyskland eller fx havbrug i Norge
- Færdiggørelse af rapport og forberedelse af skriftlig som mundtlig præsentation
- Hele opgaven skal baseres på research og indsamling af faglige tekster og materiale, og skal vise en selvstændighed til biologifaget og en kritisk brug af databaser og fagmateriale, samt en forståelse for samspillet mellem andre fag og biologi.
Præsentation og evaluering
Projektet skal fremlægges sammen med den eller de elever man har samarbejdet med. Udgangspunktet skal være en synopsis eller rapport.