Fødekædekasteleg
Beskrivelse
Eleverne får bevæget sig, mens de kaster til måls efter skilte med billeder af forskellige dyr fra Vadehavet. Hvis man er en sæl, skal man ramme en fisk. Er man en fisk, skal man ramme en sandorm, osv.
Mål
Børnehaveklasse
Krop og bevægelse: Eleven kan foretage valg, der styrker og udvikler kroppen
- Bevægelse og leg
Natur/teknologi
Efter 2. klasse
Undersøgelse: Eleven kan udføre enkle undersøgelser på baggrund af egne og andres spørgsmål
- Organismer
Efter 4. klasse
Undersøgelse: Eleven kan gennemføre enkle undersøgelser på baggrund af egne forventninger
- Naturen lokalt og globalt
Forberedelse
- Print 'Fødekæder i Vadehavet'
- Print 'Fødekædekasteleg'
- Laminér arkene og klip de små dyr ud
- Skaf 21 pinde/stokke (ca. 50 cm)
- Hæft billederne på pinde
- Bemærk at der er nogle dyr, som der er flere billeder af end andre. Dette illustrerer netop hvordan der, i naturen, er mange individer nederst i fødekæden, mens rovdyrene er relativt fåtallige.
Sådan gør du
Sørg for at eleverne er bekendte med begrebet fødekæde. Gennemgå fx tegningen ’Fødekæder i Vadehavet’.
Inden legen startes, skal hver deltager trække et af de små billeder, så de ved hvad det er for nogle organismer. Lad eleverne trække et nyt dyr samtidig med at de henter nyt kasteskyts.
Stil alle dyr/skilte op på en række.
Alt efter elevernes alder og sværhedsgrad, kan de stå mere eller mindre tæt på. Man kan for de ældste elever lave en regel om, at man "mister et point", hvis man rammer et forkert dyr.
Læg et print af 'Fødekæder i Vadehavet' og kasteskyts i en vis afstand fra skiltene, så eleverne skal løbe mellem de to baser. Derved tvinges eleverne til at bevæge sig hen efter kasteskyts mellem hvert forsøg.
Havørnen æder strandskaden, sælen æder fisken, fisken æder sandormen, strandskaden æder muslingen, muslinger og sandorm æder alger.
Til de lidt ældre elever, der forstår hvad alger er, kan man indbygge disse i legen, men ellers udelades de blot.