Forstå krabbens livcyklus gennem leg
Beskrivelse
75 % af alle danske bunddyr i havet starter deres liv med planktoniske larvestadier, og krabben er ingen undtagelse. Gennem denne lille leg kan dine elever blive klogere på krabbens forunderlige livscyklus.
Legen kan gennemføres på skolen både indenfor og udenfor, men den kan også med fordel tages med på en vadetur til en ”brain break” undervejs.
Forberedelse
- Print og laminer arbejdsarket Krabbens livscyklus i A3, så dine elever kan se livscyklussen illustreret mens du læser højt.
- Læs gerne baggrundsarket Livscyklusser og livsstrategier samt faktaarket om krabben.
Sådan gør du
Find et sted med god plads til bevægelse og medbring illustrationen af krabbens livscyklus. Læs fortællingen om krabbens livscyklus højt, og lær bagefter eleverne følgende bevægelser:
Æg: Hold hænderne sammen over hovedet, så armene danner en cirkel (som et æg)
Zöea-stadiet: En arm op i vejret, som illustrerer den lange pig, som larven har på kroppen.
Reje-stadiet: En arm stikker bagud, og vifter lidt, hvilket illustrerer larvens hale, som den bruger til at svømme igennem vandet med.
Voksen krabbe: Vis to klosakse med hænderne og gå sidelæns (som krabben bevæger sig hen over bunden)
I skal nu lege at I bevæger jer gennem krabbens forskellige stadier i livscyklussen. I skal være et lige antal, når legen starter.
Alle starter som æg, der bevæger sig rundt imellem hinanden. Når man møder et andet æg laver man sten-saks-papir. Vinderen bliver zöea-larve, taberen går ud af legen (bliver spist af et dyr i Vadehavet, fx en hestereje).
Nu skal zöea-larven finde en anden zöea-larve at kæmpe imod. Man kan altså kun kæmpe mod en på samme stadie som en selv.
Hver gang der kæmpes, bliver nogen spist og må forlade legen. Det viser hvor få æg, der når at komme igennem alle livsstadier og udvikle sig til voksne krabber.
Når der til sidst kun er krabber tilbage, må de gå to og to sammen, holde hinanden i klosaksene og lade som om hunnen lægger æg. Alle de elever, der var ude af legen kommer nu tilbage som æg, og livscykluslegen kan starte forfra.
Mål
Natur/teknologi
Efter 4. klasse
Undersøgelse: Eleven kan gennemføre enkle undersøgelser på baggrund af egne forventninger
Efter 6. klasse
Undersøgelse: Eleven kan designe undersøgelser på baggrund af begyndende hypotesedannelse
Biologi
Efter 9. klasse
Undersøgelse: Eleven kan designe, gennemføre og evaluere undersøgelser i biologi





