Vadehavet som verdensarv – Nationalpark og verdensarv

Det danske Vadehav blev først udpeget til nationalpark og derefter til verdensarv. Verdensarvsudpegningen gælder hele Vadehavet i både Holland, Tyskland og Danmark. Eleverne sammenligner grænserne for nationalparken og verdensarven, og forholder sig til at grænserne ikke er ens og hvorfor de ikke er det.

Herunder kan du læse fakta om Nationalpark Vadehavet og afgrænsningen heraf.
Af Alette Houman Dyhrfjeld, Nationalpark Vadehavet

Nationalpark Vadehavet er dansk natur i verdensklasse. Her findes et spektakulært dyreliv, og områdets betydning rækker langt ud over Danmarks grænser. Nationalparken passer på Vadehavets mange værdier og gør det lettere at opleve dem. Nationalpark Vadehavet har et areal på 1.459 km2, hvoraf ca. 300 km2 er landområde – sidstnævnte område udgøres primært af vadehavsøerne. Nationalparken rummer lavvandede havområder, vadeflader, sandbanker, barriereøer, tidevandsrender, klitter, marskområder og strandenge. Den strækker sig over fire kommuner: Tønder, Esbjerg, Fanø og Varde.

Derfor er Vadehavet nationalpark i Danmark:
Vadehavet er et enestående marsk- og tidevandsområde af international betydning. Her råder en natur i evig forandring, fordi tidevand og bølger ændrer landskabet hver dag. Tidevandet skaber også en enorm produktion af orme, snegle, muslinger og krebsdyr i de store vadeflader, der tørlægges cirka to gange i døgnet. Det er afgørende for millioner af trækfugle, som hvert forår og efterår kommer til Vadehavet for at æde og hvile på deres rejse. Også marsken er et vigtigt spisekammer, især for gæs og ænder. Samtidig har Vadehavet stor betydning som yngleområde for fugle og sæler, og som opvækstområde for fisk. Udover at rumme en unik natur med mange arter af dyr og planter, og en enorm biomasse af disse, har Vadehavet en spændende kulturhistorie med bl.a. landvinding og digebyggeri. Alle disse værdier er baggrunden for, at Vadehavet i 2010 blev indviet som nationalpark i Danmark.

De fleste steder i nationalparken er der fri adgang, men visse områder er særligt følsomme områder og her findes regler for færdsel og aktivitet.

Fakta om afgrænsningen af Verdensarv Vadehavet
Af Anne Husum Marboe, Nationalpark Vadehavet

Verdensarv Vadehavet er mest vadeflade og hav.

Afgrænsningen af verdensarven går ved toppen af diget, der hvor der er diger, eller ved højeste daglige vandstandslinje, hvor der ikke er diger.

Dette gælder næsten alle steder, men der er undtagelser. Fx er Skallingen verdensarv, fordi naturens dynamik har frit spil her. Saltvandssøen bag diget i Magrethe Kog er også verdensarv, fordi her har kun fuglelivet adgang.

Landområderne på Fanø, Mandø og Rømø er ikke verdensarv, fordi landskabet her ikke er beskyttet.

Afgrænsningen er lavet, så områder hvor beskyttelsen af naturen er god nok til at bevare det enestående og unikke, er med. Udenfor verdensarven er beskyttelsen ikke høj nok, eller ikke god nok, til at garantere værdierne for fremtiden. Afgrænsningen sikrer, at området er stort nok til at naturens naturlige processer kan opretholdes og at alle naturlige arter og levesteder kan trives. Det er det, man i forhold til udpegningen til verdensarv kalder integriteten.

At det er beskyttelsen der er med til at bestemme grænserne for verdensarven, betyder at det er lidt forskelligt, hvor grænsen går. Fx går grænsen for verdensarven i Tyskland 150 meter foran diget mange steder, men der er er også forskellige undtagelser fra den regel. I Holland ligner grænserne meget den danske afgrænsning. 

I Danmark er beskyttelsen sikret gennem en fredning: Natur- og Vildtreservat Vadehavet.

De fleste steder i verdensarven er der fri adgang, men fredningen betyder, at der i særligt følsomme områder, er regler for færdsel og aktivitet. Vadehavet rummer en spændende, men sårbar natur. Området fungerer som spisekammer og yngleplads for mange dyr, og det er vigtigt ikke at forstyrre dem ved fx at færdes for tæt på.