Hukommelse

Vadehavet på hukommelsen

Opgaven

Lad eleverne kigge nøje på et kort over det danske Vadehav. Der arbejdes med, hvordan man husker visuel information og det at videregive et ”budskab”. Opgaven øver elevernes evner til samarbejde.

Denne opgave kan med fordel inddrages i et målrettet arbejde med FN’s Verdensmål.

Sådan gør du

Forberedelse:

  • Print arbejdsarket med ”budskabet” i 2-4 eksemplarer
  • Skaf et ark A3 blankt papir, blyant og viskelæder til hver gruppe.

Introduktion:
Aktiviteten introduceres ved en kort snak om hvordan man kan se noget for sig fx køkkenet derhjemme. Lad et par elever prøve at beskrive. Derefter fortælles, at de nu skal arbejde med en opgave, hvor de ikke skal skrive.

Eleverne bliver delt i grupper på fire og hver elev i gruppen får et nummer fra 1 til 4. Hver gruppe får et blankt stykke A3-papir, blyant og viskelæder. Det er vigtigt, at der skrives med blyant, da alle skal arbejde med samme billede og videreudvikle det.

Forklar at der på lærerbordet ligger et budskab, som de skal kopiere til det store ark. Når aktiviteten er ovre skal deres budskab være så lig som muligt, det der ligger på lærerbordet.

I første runde kommer alle etterne frem og får lov til at se på billedet i 20 sekunder (kan varieres efter elevernes alder) uden blyant og papir. Læreren vender arket. De skal bare se og så gå hurtigt tilbage til gruppen og overføre budskabet til gruppens A3-ark. De må snakke, skrive og tegne – men lavt – så de andre grupper ikke kan høre noget.

Efter 1 minut får toerne besked på at komme frem og se på billedet i 20 sekunder uden hjælpemidler. Derefter skal de gå tilbage og forsætte med at overføre budskabet. Dette gentager sig til alle fire i gruppen har været oppe.

Det skal understreges at gruppen skal samarbejde og finde ud af hvordan ”budskabet” skal overføres. Ved at bruge ordet ”budskab” – og ikke tegne – undgår man i starten at skabe mismod hos dem som altid siger de ikke kan tegne.

Efterbehandling:
Snak med eleverne om hvordan de har samarbejdet. Hensigten er at gøre dem bevidste om hvordan de husker visuel information.

Lad derefter klassen se ”budskabet”, i dette tilfælde et kort over det danske Vadehav.

Opgaven kan følges op med at man næste time, beder eleverne skrive, hvad de nu – efter at have arbejdet med denne opgave - ved om Vadehavet.

Frit oversat og bearbejdet fra Erik Lund ”Tren Tanken – Læringstrategier og læringstiler i samfundsfag" - Håndbog til Ascherhougs.

Mål

Natur/teknologi
Efter 2. klasse

Kommunikation: Eleven kan beskrive egne undersøgelser og modeller

  • Ordkendskab

Efter 4. klasse

Modellering: Eleven kan anvende modeller med stigende abstraktionsgrad

  • Modellering i naturfag

Geografi
Efter 9. klasse

Kommunikation: Eleven kan kommunikere om naturfaglige forhold med geografi

  • Formidling

Naturfag
Efter 10. klasse

Modellering: Eleven kan anvende og vurdere modeller i naturfag

  • Natur
  • Naturgrundlag og levevilkår
Arbejdsark

Vadehavet på hukommelsen

Baggrundsviden om Vadehavets landskab