Lav en børneguide til en lokalitet i Vadehavet

Opgaven

Mange naturfoldere indeholder spændende viden, men ofte på et niveau, som er alt for svært for elever. Lad eleverne selv lave børneguide til et område, som de skal besøge eller har besøgt. Der arbejdes med både natur- og danskfaglige områder omkring læsning og skrivning af fagtekster.

Sådan gør du

Introducer stedet I skal besøge eller lav børneguides som opfølgning på et sted, I har besøgt.

Hvis der findes en folder om stedet, så præsenter eleverne for denne. Naturstyrelsen har udgivet en del foldere, men eleverne kan også søge viden om stedet i bøger og på nettet.

Lad eleverne læse folderen sammen. Brug fx Cooperative Learning-strukturen "Rollelæsning".

Eleverne arbejder i en gruppe på fire. Hvert medlem af gruppen får på skift en rolle. Gruppen kan sammensættes af elever med forskelligt læseniveau/ordforråd, således at de svageste aflastes/påvirkes af de stærkeste. Der er fire roller og de sidste to kan gives andre opgaver, hvis man ønsker det.

  • Oplæser
  • Referent
  • Sværeordmester
  • Overskriftmester

Oplæseren læser første afsnit.

Referenten giver et referat af det vigtigste indhold.

Sværeordmesteren finder svære ord, som skal forklares i børneguiden.

Overskriftmesteren vurderer, om det er gode overskrifter eller om de skal ændres.

Rollerne roterer med uret, og næste afsnit læses, osv.

Med inspiration fra Spencer Kagan og Jette Stenlevs bog "Cooperative Learning – undervisning med samarbejdsstrukturer".

Lad eleverne arbejde to og to med at udarbejde børneguides. Lav to makkerpar som hver udgør ét team, der sparrer med hinanden.

Når børneguiderne efter mange korrekturlæsninger er færdige, udstilles de et sted på skolen og kollegaer/klasser opfordres til at benytte dem .

Før besøget

Beslut, hvor I skal hen og dermed, hvilket område I vil lave børneguides til.

Undersøg hvad der findes af foldere og andet informationsmateriale om stedet.

Skaf adgang til pc.

Introducer brug af layout-programmer, hvis ikke eleverne er fortrolige med dem.

Mål

Dansk
Efter 6. klasse

Fremstilling: Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i formelle situationer

  • Fremstilling

Efter 9. klasse

Læsning: Eleven kan styre og regulere sin læseproces og diskutere teksters betydning i deres kontekst

  • Finde tekst

Efter 10. klasse

Fremstilling: Eleven kan udtrykke sig forståeligt, klart og varieret i skrift, tale, lyd og billede i en form der passer til genre og situation

  • Fremstilling

Natur/teknologi
Efter 6. klasse

Kommunikation: Eleven kan kommunikere om natur og teknologi

  • Ordkendskab

Biologi
Efter 9. klasse

Kommunikation: Eleven kan kommunikere om naturfaglige forhold med biologi

  • Faglig læsning og skrivning

Geografi
Efter 9. klasse

Kommunikation: Eleven kan kommunikere om naturfaglige forhold med geografi

  • Faglig læsning og skrivning

Naturfag
Efter 10. klasse

Kommunikation: Eleven kan kommunikere om naturfaglige forhold

  • Formidling
  • Ordkendskab